Del 1
I en frodiggrøn have, har Ethan linet generalprøvens publikum op i en halvcirkel; en puddel, to terrier, et kryds af en art og en bulldog. Den ene gråbrune terrier med glimmerhalsbånd hedder Annie og er helt klart mere interesseret i den store pose snacks han sidder med i favnen end i mit hulahop-show. Fra havestolen drikker han med sugerør af en gevaldig amerikaner-størrelse cola og kigger forventningsfuldt på scenen, et tæppe midt på græsplænen. Det er varmt. Ret varmt. 35 grader og jeg skal have testet om de otte ringe glider af mine svedende arme og ben, inden mine shows på Opryland, Nashville.
Det gør de allerede i løbet af de første par minutter og jeg bliver enig med mig selv om at jeg ikke kan have solcreme på til de udendørs shows. Det ene til et poolparty på Gaylord Opryland Resort og det andet til en 50’er/60’er vintage biludstilling.
Til trods for mine svipsere smiler Ethan og klapper højt. Hundene bliver siddende nummeret igennem. De er godt opdraget og feriegæster i hans etplanshus med forhave, syd for Nashville Downtown.
Ethan lider af EHS i den sværeste grad, hvor han pga ekstrem overfølsomhed over for alle former for elektrisk stråling, ikke ville kunne deltage i f.eks. den festival Nashville Boogie, som jeg skal optræde på de kommende dage. Hvor bare det at tage på restaurant eller en tur i biografen er umuligt pga de mange mobiltelefoner der er overalt. Hvor nervesystemet påvirkes kraftigt af wifi, elektriske apparater som køleskab, mikrobølgeovne, radiosignaler og det derfor ikke kan lade sig gøre at møde ind på en arbejdsplads. Den eneste mulighed for at få mad på bordet og betale medicin-regningerne er derfor at leje værelser ud i huset og hundekurve ud i stuen. Beboerne må bare ikke bruge tablets eller gå på nettet.
Jeg kunne lide ham med det samme jeg mødte ham. Imødekommende, lysende rare blå øjne med lange mørke øjenvipper. Vi er lige gamle, med kun et par dage til forskel, interesserer os for mange af de samme ting og har læst nogenlunde de samme fagområder på universitetet. Han ligner lidt den amerikanske skuespiller Jake Gyllenhaal og hvis han da ellers kunne komme ud på datingmarkedet, swipe rundt online tror jeg ikke han ville få fred et øjeblik.
Da jeg får rundet generalprøven af med med de sidste illusionstricks med fire af mine mindste ringe, er naboen, en teenagepige også kommet ud i haven for at hulahoppe. Med den yngre hulahopper-generations dybe alvor i ansigtet, springer hun energisk rundt som en fjeder og laver hurtige breaks og kast. Hun vil vist gerne imponere Ethan.
“I love Jesus!” siger Ethan dagligt. Han har det desuden skrevet på et stort lilla skilt inde i stuen på væggen. Og Hallmark!
Ethan elsker romantiske film og drømmer om en dag at kunne få et manuskript igennem, som han skriver på. På en speciel tv-installation kan han se filmene, forudsige hvad der sker, mens han igen og igen glæder sig over at de får hinanden til sidst. Efter at have været så gruelig meget igennem.
Et par dage før ville jeg tage mig en eftermiddagslur. Da jeg vågnede regnede det voldsomt. Alt stod ud i et udenfor og jeg havde sovet et helt døgn. Havde tænkt jeg skulle ud og opleve alt muligt seværdigt. Fortumlet går jeg ind i stuen til Ethan og alle hundene. Jeg kan se, at det var det, jeg gerne ville se. En stue fuld af kærlighed, chips, is og hundekiks. Der er rod over det hele og Ethan fjerner et par kasser fra sofaen under vinduet, så jeg kan være med til at se film. Straks har jeg tre hunde hos mig. En lille hvid han-ulderbold på skødet, der er livs-partner til en dobbelt så stor grå hun, der lægger sig ved siden af mig. De er her uden ungerne, der har fået andre ejere. Klar til at blive nusset. Annie, med glimmerhalsbåndet bjæffer og vil med begge forben op på sofaen også have opmærksomhed. Jeg får travlt. Ethan ligeså ovre på den anden side af sofabordet med de mange snacks og den store dunk sprit med pumpe han benytter mellem skiftevis at klø-klappe hunde omkring ham og indtage is. Han spiser mindst 2-3 liter om dagen og er selv forundret over at han ikke tar’ mere på af det.
Gardinerne i stuen er trukket for. Det er de altid. Og lyset evigt tændt. Der er mange indbrud og ofte skyderier i nabolaget. Tv-stuen vender ud mod vejen og der er ingen hegn eller hæk omkring den flade forhavegræsplæne på hjørnegrunden.
Da lægen og den kurerede patients læber endelig mødes går vi ind og kigger på kjoler. Ethan har en kæmpe samling. Han er god at gøre særligt kostbare fund i genbrugsbutikker i de tidlige og sene aftentimer lige før luk, og til at sælge dem videre på eBay til langt højere priser.
Da han efter at have være nødsaget til at opsige sit huslejemål i Miami, Florida for at få råd til medicin og efterfølgende bo i sin bil med sine to hunde i lidt over et år, fandt han en helt særlig kjole. En af Marilyn Monroes!
Designeren William Travilla, der konstruerede den ikoniske guldlamekjole til skuespillerinden i filmen ‘Gentlemen Prefer Blondes’ (1953), skabte to ens eksemplarer. Den ene havde hun på og blev endda syet ind i lige før optagelserne, så stramt skulle den knivplisserede lame’ smyge sig. Den anden, formentlig uden Chanel No 5 duft, var back-up og røg ved en fejl senere til genbrug.
Fundet af kjolen og salget af den på auktion, hjalp Ethan til at få medicin og tag over hovedet igen. Denne gang i Nashville, der er billigere at bo i end Florida. Så selvom han savner Miami med den reducerede elektriske stråling, der er ved at bo tæt på havet i forhold til Tennessee, har han nu et hjem og en mulighed for at tjene penge med hundepasning og airbnb. Dog med dæknavn og falsk profilbillede, eftersom hoteller i Nashville gerne sender nogle ud for at sætte ‘konkurrenter’ ud af spillet med vold.
Ethan har også en pistol i huset - og en ordentlig kniv, som jeg kun synes tilsvarende at have set Sylvester Stallone rende rundt med. Ethan er dog ikke så meget pandebånd, camouflage og store guns, men mere mintgrønne og pink surfershorts, klipklappere og undertrøje.
Kniven støder jeg på en dag vi tager på køretur i hans jeep ned til en af de store søer. Skulle finde hans solbriller i handskerummet og der ligger den. Så han hurtigt kan forsvare sig, hvis han skulle blive passet op på siderne af sin bil. Det kan ske ved holdt i et lyskryds. Vi begynder at tale våbenpolitik. Han forstår ikke hvorfor europæerne ikke alle har skydevåben derhjemme og i bilen. Det var jo aldrig gået så galt for jøderne under 2. verdenskrig hvis de havde været rustet til modstand mod nazisterne.. Så havde Hitler holdt sig væk og ladet dem leve i fred, siger han.
Jeg deler bestemt ikke hans opfattelse. Kan slet ikke se hvad flere våben skal gøre godt for. Har selv siddet lidt beklemt til en fest i Las Vegas for nogle år siden, hvor jeg var den eneste ud af alle sytten mennesker, der kun havde hula hop-guns af muskelvæv.
Et andet år hvor jeg kørte rundt i fire amerikanske stater, noterede jeg mig da også en gentagende reklame over bilradioen i Nevada, hvor der med munter og begejstret stemme anpristes en decideret “Family Friendly Full Service Gun Store! Ligesom jeg forbipasserede op til flere våben-loppemarkeder. Havde jeg haft et Ring Sword, -middelaldervåbenet, der ligner en hula hop-ring med en sværdklinge på indersiden, lige til at trække over sit bytte med et snuptag, havde de nok alligevel ikke villet bytte med noget.
De fleste amerikanere er tilhængere af guns og projektiler og tager med jævne mellemrum på skydebanen og holder sigtefærdighederne ved lige. Det blev klart for mig til festen i Las Vegas. Talte med en lyserødt klædt, rockabilly-blondine med store victory rolls og hun kom lige netop derfra.
Til gengæld opruster danskerne, måske nok især danske mænd, på en anden måde. Kampsport! Synes i løbet af de senere år, at der kommet længere mellem mænd, der ikke lige mestrer div. jiu jitsu-greb, hårde muay thai-spark, bokseslag eller hurtige wing chun-klaps! Man kan hurtigt blive helt træt i forsøget på at træne både det ene og det andet.. Indtil videre har jeg løbet hurtigt da det blev nødvendigt og jeg var i stand til det. Første gang en aften, på Venice Beach i Californien og en anden gang i Las Vegas, hvor nogle mænd ville trække mig ind ad sidedøren på en varevogn, men hvor flugten fra vejkanten og ind over bumlet terræn bragte mig i sikkerhed, da jeg nåede et butiks-torv.
Våben og vold, - bare det kun var i tv-serier. Ethan er ikke meget for at sætte Game Of Thrones på, men da det er absolut sidste afsnit i absolut sidste sæson, kan han godt se, at jeg lige må se hvordan det ender for Jon Snow og dragerne. De næste dage kommer nemlig til at gå op i glimmer, hulahop-shows og countrykoncerter. Desuden venter Miss Nashville Boogie 2019, som jeg takket være hjælpsomme og søde mennesker fik stemmer nok til at kunne stille op i. Som eneste dansker og eneste europæer, blandt en flok kvinder, der alle dyrker retro pinup skønhedskonkurrencer, som en sportsgren, skal jeg på scenen i noget jeg stadig ikke helt har fundet ud af hvad går ud på. Her går jeg ikke nødvendigvis efter kronen og tronen. Lidt ligesom Jon Snow. Vil bare lære de smukke damer at kende og få en god oplevelse ud af det.
For jeg rejser ofte alene og sådan en konkurrence kan være en glimrende måde at møde nye spændende mennesker på. Ligesom da jeg stillede op i Miss Tiki Oasis i San Diego i Californien i 2018. Flere af kvinderne er jeg stadig i kontakt med idag og glæder mig til at gense i USA igen på et tidspunkt. Andre er jeg faldet i snak med tilfældigt. Fx da jeg stod og ventede på en shuttlebus foran Gold Coast i Las Vegas. Jeg ville over til den absolut største og bedst velassorterede morgenmadsbuffet på et af de gamle casinoer, øst for The Strip. Bussen kom åbenbart først en time senere, men imellemtiden mødte jeg en kommende ven med en af de iøvrigt nok vildeste livshistorier jeg er stødt på. Han er tidligere professionel wrestler, olieborer og cowboy i Arizona, med interesser som chainsaw carving og choker setting i fritiden. Desuden har han arbejdet som helikopter-redningsmand i amerikanske bjergområder, hvor han også har ryddet op efter voldsomme flystyrt. Selv har han overlevet hele tre biluheld, hvoraf han i det ene blev slynget ud af forruden og landede på hovedet på den ikoniske Highway 1 på den amerikanske vestkyst. Senest har han lykkeligvis og til alt held tilmed også overlevet et hårdt strubehalskræft-forløb.
Han har fået stemmen igen og vi taler ind imellem over nettet. Det er ved at være et par år siden vi sidst sås fysisk i virkeligheden. Idag arbejder han for den amerikanske regering i Washington og roder i fritiden med alle sine gamle vintage amerikanerbiler og hotrods. Var ude at køre i en af de helt gamle åbne hotrod-veteranbiler sammen med ham i Las Vegas. Forinden havde han købt et gevaldigt påskeæg til mig, da han syntes det var synd for mig at jeg missede påsken derhjemme. Uden sikkerhedsseler og på et vildt fjedret sæde sad jeg, knugende påskeægget, og klamrede mig til døren, mens vi for afsted i fuld fart ud af Flamingo Road. Og rundt i Las Vegas og ad 8-16 sporede motorveje. På Tiki Bar, i rombutik, på mexikansk restaurant og i Antique Malls. I sidstnævnte fandt jeg den store magiske ballerinaæske fra 40’erne, der står i min stue i Hula Hop Borgen. Ballerinaen mistede ulykkeligvis lysten til at danse under flyturen hjem til Danmark, men på en lidt sløv hjemmedag under den nationale covid-19 pandemis nedlukning, begyndte hun pludselig 3 år senere at danse igen, da jeg ville flytte æsken!
Idag snurrer jeg begejstret rundt i stuen, når jeg med hende mindes gode oplevelser i USA og menneskers imødekommenhed.
Der går da heller ikke mere end to minutter fra jeg møder op i Nashville Palace på førstedagen af festivalen til den første amerikaner i tjek-ind-køen præsenterer sig og spørger hvordan jeg har det. Med åbentstående hawaiiskjorte, høje bukser, bakkenbarter og pomade i det bukkede tilbagefriserede hår, er Travis som trådt ud af 50’erne. Hans ven Ace med sort pork pie hat og stort smil, køber, førend jeg får set mig omkring, en øl til mig og inviterer mig hen til bordet, hvor hans kæreste Angie sidder sammen med en flok af deres øvrige venner. Hun er som trådt ud af baren eller ned fra cancanscenen i en klassisk westernsaloon. Med stort orangerødt krøllet opsat hår, korset og flæsekjole. De er kørt hele vejen fra Chicago i en stor violet forkromet amerikanerbil og er sprudlende muntre og jeg hygger mig straks i deres selskab.
Vi sidder i den mindste af salene i Nashville Palace. På scenen fyrer fire westernklædte musikere med overdrevent lange frynser på skjorterne den max af og stemningen er høj, selvom det kun er tidligt på eftermiddagen. Ud af baren i midten af rummet langes der masser af fadøl og røde plastik fletkurve med hamburgere og chips ud.
Johnny Cash har optrådt her. Waylon Jennings, Porter Wagoner, Dolly Parton og en lang række andre legendariske countrystjerner. Ofte i nye samspilskonstellationer og for egen fornøjelses skyld, i de sene nattetimer, efter andre spillejobs. Efter eksempelvis tv-optrædener i den store koncerthal Grand Ole Opry, der ligger på den anden side af det store Gaylord Opryland Resort.
I morgen eftermiddag skal jeg på scenen i Miss Nashville Boogie i Presidential Ballroom på sidstnævnte konference og hotel-resort. Og jeg er spændt på at møde de andre deltagere. Begynder at genkende dem fra Facebook-billederne, efterhånden som de træder ind i Nashville Palace. Især australieren Melyssa falder jeg i god snak med, med det samme. Hun har også sine herlige forældre og forældrenes nye kærester med. De har været på en måneds roadtrip rundt i USA inden, og nu er de der alle for at heppe på Lulu Divine, som er hendes stagename.
Vi går ind i den store af træ-paladsets sale med rækværks-omringet dansegulv i midten og et dansende, cowboyhatte, støvle - og retro-westernklædt publikum.
De øl smager godt. Og baren har mange af dem! Det bliver ret festligt og vi har det måske lidt for afslappet med at vi jo egentlig skal ta’ os godt ud og ha’ en nogenlunde klar mikrofonstemme, hvis vi vil gøre os håb om at vinde en krone og et skråbånd i morgen. Den brasilianske deltager Naty og den lokale Nashville finalist Megan er også kommet til og før vi får set os om bliver vi budt op til dans på det snurrende gulv foran de spillende bands.
Jeg bliver blandt andre inviteret ud på gulvet af den fineste ældre westernklædte herre med cowboyhat og støvler, der nok var tættere på de firs end de halvfjerds!
Søger dog tilbage til baren efter et lille stykke tid. Foretrækker at tale med folk frem for at danse med dem og eftersom jeg er ret fysisk til daglig med masser af træning og optrædender i weekender, slapper jeg gerne af på en barstol.
Modsat i Danmark, hvor folk opholder sig meget i deres egne grupper når de er i byen, medmindre der skal kurtiseres, - er amerikanerne netop nysgerrige på fremmede mennesker. Jeg taler med et væld af sjove, farvestrålende typer, glemmer nærved alt om klokken..
Dette var første del - Læs med i anden del her på siden snart, hvor jeg blandt andet får to Nashville Palace-optrædener i stand, kommer ud for et uheld der nærved forhindrede mig i at møde op til Miss Nashville Boogie-konkurrencen, bliver friet til af en sydstats-cowboy, tager til countrykoncerter på Broadway og en tur på landet, hvor jeg får syn for en brutal og umenneskelig del af USAs historie.
Håber du kunne lide at læse med. Skriv gerne til mig på Facebook eller Instagram, hvis du har kommentarer, spørgsmål eller der er noget du synes jeg skal tage med, uddybe, bringe op mm.
Tak for din tid og hav’ en pragtfuld dag!
KH MM
*Flere af personernes navne er enten udeladt eller ændret i mine rejsebeskrivelser af hensyn til deres privatliv og/eller sikkerhed.
På min instagram-profil
@missmiashulahoop ligger der billeder og videoer fra mine oplevelser i Nashville. Du vil formentlig skulle bladre lidt ned på siden til 2019 for at se noget af det, men i de kommende uger vi jeg poste mere, ikke hidtil delt materiale derfra. Følg også gerne med på min facebook-profil
/missmiadk
Se evt. også lidt billeder nederst i dette blog-indlæg - Det meste vil dog primært finde plads på facebook og instagram.
Foto: Kirstine Ploug - Ploug Fotografi
Backstage før Miss Nashville Boogie-konkurrencen i Presidential Ballroom på Gaylord Opryland.
Tog dette foto på en gåtur en tidlig morgen med Ethan.
De første timer af Nashville Boogie-festivalen, i Nashville Palace, hvor de lige havde åbnet ind til en sal mere. Var heldig at møde en anden "Miss Nashville Boogie"-finalist tidligt, Melyssa ("Lulu Divine") til venstre og hendes papmor i midten. Melyssa vandt siden konkurrencen, fuldt fortjent. Der var en super sød, humoristisk og imødekommende, inkluderende energi omkring hende.