Covid-19 Hulah-update og virtuelt kram fra mig!

Hvordan går det ude i stuerne hos jer? Håber I alle er ved godt mod?

Jeg er ikke selv den mest aktive på sociale medier (fordi det ikke falder mig naturligt og trækker i mig) og har i løbet af de sidste uger fået en del søde beskeder fra følgere, venner mfl. der spørger til hvordan det går. Tak for det <3 

Mange af spørgsmålene går med en vis nysgerrighed på økonomiske tab haha  - og jo, showbizz og fitness har ikke de mest optimale betingelser pt.. Skulle have været på vej til New York lige nu og LA om en måned - ligesom samtlige optrædener er blevet aflyst lang tid frem. Havde fået en del shows ind her i foråret og havde glædet mig vildt til at komme vidt omkring og lave det jeg synes er aller-sjovest. Og så har det har været super mærkeligt at sidde i en situation, hvor man ikke har kunnet arbejde sig ud af det, men blot afvente hvad der sker. Hvor fremtiden sådan bliver sat underligt på hold på ubestemt tid. 

Men mine økonomiske tab og aflyst sjovt arbejde, aflyste rejser mm. er jo småting i forhold til de mange mennesker verden over, der har det virkeligt hårdt. Jeg tænker meget på de syge og deres pårørende og alle de mennesker der kæmper til deres yderste for at redde liv og overleve. Masser af varme tanker, kærlighed og min dybeste respekt herfra. Ville ønske jeg kunne hjælpe meget mere til end ved blot at blive hjemme, vaske hænder, spritte af og holde afstand..

Hvis jeg på nogen måde kan hjælpe med at holde humøret højt derhjemme i stuerne via nettet, - hvis nogle af jer fx har spørgsmål i forhold til at få det bedre mht hjemmetræning, kostvejledning til vægttab og et sundere liv, sjove hula hop-lege I kan lave med jeres børn mm. så er I velkomne til at skrive. - og det koster altså ikke noget. Jeg har også nogle videoer på vej i de kommende uger. Deler dem på mine sider når de er klar. 

Og hvordan er så den nye hverdag i Hula Hop Borgen? 

Jo, jeg får trænet hver dag, derhjemme. Bliver altid i vildt godt humør af det. Kører et styrketræningsprogram med tunge vægte i min stue og så træner jeg mindst 1-2 timers hulahop-træning dagligt nede i min gård. Har et transportabelt spejl jeg slæber med ned sammen med ordentlig stak ringe. Bruger tid på at finpudse nogle af de nyere tricks, der endnu ikke er kommet med i mine shows og som først skal mestres til perfektion inden de gør. 

I sidste uge kørte jeg online træning via Zoom med et af mine hold og det var super dejligt at se dem igen. Savner alle mine hula hop'ere! Og også lidt sjovt med børn og katte der også ville være med, i stuer hvor alle har rykket rundt på møblerne for at få plads til løjerne. 

Min webshop arbejder jeg også med - er på Posthuset næsten hver dag med runde pakker. Tak til alle jer der har været forbi og jeg håber I har godt gang i træningen derhjemme! I spørger bare hvis I har trænings-spørgsmål. Ellers roder jeg med de administrative ting som regnskab, emails og forsøg på at få flyttet jobs og minimere skaderne for mit firma. 

Privat ses jeg kun med to mennesker. Den ene går jeg lange ture med på afstand og den anden spiser jeg flæskesteg, spiller poker (det er jeg ved at lære efter nysgerrighed på alle mine Las Vegas-ture), ser Netflix (Har set Tiger King og Stranger Things) og hører stonermetal med (i skrivende stund et svensk band Skraeckoedlan). Resten af alle mine højtelskede venner, familie (og og yngste familiemedlem katten Emil) videochatter jeg med.

Glæder mig sådan til noget der minder lidt om før igen bliver muligt...

Pas på jer selv og hinanden og få det bedste ud af situationen

Masser af varme solskinstanker og kram herfra!

Miss Mia

 

Facetime med Emil